Shortcut to sustainable experiences

Urban farming

Rundt omkring i København spirer fælleshaver op - læs mere om urban farming her.

Mini-landbrug indtager byen

Friskdyrkede grøntsager, høje solsikker og jord under neglene er goder, de fleste nok forbinder med landet. Men rundt omkring i København er flere fælles køkkenhaver begyndt at spire op - et fænomen, der kaldes urban farming.

Storbyen rummer ikke mange uudnyttede haveområder, så by-bønderne må tit være kreative, når de skal finde et sted til deres have. I dag kan du finde københavnske fælleshaver på bl.a. skoletage, nedlagte fabriksgrunde, i private baggårde, på terasser og vertikalt i vindueskarme. Hvor der er vilje og motivation, kan der med andre ord skabes en have!

Livskvalitet og madglæde

Man kan måske undre sig over, hvad københavnerne, der inden for gåafstand kan vælge og vrage mellem grønthandlere og supermarkeder, skal med en køkkenhave på taget? Spørger man Christian Damgaard, en af initiativtagerne bag DYRK Nørrebro, er svaret livskvalitet. Haverne er med til at genskabe folks forhold til den mad, de spiser, og de gør det muligt for folk i byen at spise friske grøntsager, der ikke er transporteret i time- eller dagevis. Det forkorter madens rejse fra jord til bord i sådan en grad, at man i nogle tilfælde kan tale om 'food metres' i stedet for 'food miles'.

Tættere på naturen i storbyen

Urban farming kombinerer et pulserende storbyliv med en tæt kontakt til naturen, og tilfredsstillelsen ved at se det hårde arbejde bære frugt er ikke mindre, fordi afgrøderne er dyrket i storbyen. Lokal fødevareproduktion som urban farming er et bæredygtigt alternativ til den industrielle fødevareproduktion, hvor byboerne får indsigt i det arbejde, der ligger i at dyrke råvarer. Samtidig åbner det øjnene for, hvor meget madspild, der egentlig finder sted. For en tur i haven afslører uden tvivl, at et hjemmedyrket salathoved ikke ligner dem fra supermarkederne i størrelse og form. Tankevækkende er det også, hvad der sker med de industrielt producerede salathoveder, der ikke fejler noget, men ikke er pæne nok til supermarkederne?

blomst med insekt

 

Storbyfællesskab

Køkkenhaverne har flere positive sidegevinster, som de besøgende og frivillige kan nyde godt af. Fx er haverne med til at skabe storbyfællesskaber mellem mennesker, der måske ellers aldrig ville ha' mødtes. Urban farming gør byen grønnere og mere levende, køkkenhaverne producerer ilt og er med til at skabe grønne oaser, hvor byens dyreliv kan udfolde sig. Sidstnævnte har man især mærket hos DYRK Nørrebro, selvom haven kun har eksisteret i 8 måneder og er placeret på Blågårds Skoles tag -  langt over gadeplan.

Økologi i storbyen

Etablering af en taghave tager tid, så forarbejdet til DYRK Nørrebro begyndte allerede i 2010. Der skulle både findes et passende sted, søges tilskud til projektet og skaffes materialer. Netop valget af materialer har været tidskrævende, da det hele tiden har været en målsætning for DYRK Nørrebro, at deres produktion af fødevarer skal være økologisk. Det var sin sag at få alle materialerne på plads, og der måtte en kran til, for at de mange bede kunne blive fyldt med muld.

Godkendt havejord

Det er ikke uden stolthed, at Christian Damgaard, en af de tre ildsjæle bag projektet, fortæller om transformeringen af den 250 m2 store betonterrasse. Tagterassen, der i april kun bød på grå beton og et par bænke, består i dag af højbede, plantekasser, mini 'drivhuse' af genbrugsmaterialer og et rum, der bl.a. bliver brugt til forspiring af frø - en oase blandt Nørrebros tage. Og der vokser alle former for grøntsager i haven - fra salat og tomater til chili, pastinakker, jordskokker og meget mere. Både jorden og grøntsagerne fra haven godkendt af Agrotech og lever fuldt op til de kommercielt dyrkede grøntsager. Så alle kan spise havens afgrøder uden at bekymre sig om forurening.

Arbejdsbier og trævuggestue

Efter første sæson har DYRK Nørrebro afholdt cafedage og workshops, og et par tusind bier har tilsluttet sig projektet. Bier er nødvendige til at bestøve træer og blomster, men bierne er ved at forsvinde fra København - en udvikling DYRK Nørrebro arbejder på at vende ved at opstille bistader på Blågård Skoles tag, ligesom også Bybi-projektet har gjort det flere steder i byen.

Initiativtagerne bag DYRK Nørrebro håber, at haven kan blive en demonstrationshave, der inspirerer til flere lignende tiltag i byen, og ligesom man håber, at haven på sigt vil kunne tilbyde både en frøbank, et folkekøkken, foredrag og en 'træ-vuggestue', hvor træer bliver forspiret i haven, og derefter sat ud i byen.

Har du fået lyst til selv at få jord under neglene, kan det bl.a. gøres her:

  • Amager Fælled Økohaver, Lossepladsvej 6, 2300 København S
  • Dyrk Nørrebro, Skyttegade 1, 2200 København N
  • Prags Have, Prags Boulevard 43, 2300 København S
  • Ørestad Urbane Haver, Asger Jorns Allé, 2300 København S

Læs andre grønne GoGreen artikler her